SILKEBORG 

SVØMMEKLUB 
 

De rigtige rammer for en hverdag med elitesport

– Fra legende talenter til dygtige atleter

I Silkeborg svømmeklub arbejder konkurrenceafdelingen ud fra DIF og Team Danmarks Aldersrelateret Træningskoncept. Det betyder, at de mindste svømmere lærer gennem leg, og at træningen gradvist bygges op, til der trænes for at vinde. Den alsidige tilgang giver svømmerne brede færdigheder til at begå sig i vandet og dermed et stort potentiale for at dygtiggøre sig. Silkeborg Svømmeklubs yngste konkurrencesvømmere starter på K5, når de er 8 – 9 år. Herfra kvalificerer man sig til K4, K3, K2 og endelig K1, som er klubbens elitehold.

Omkring 12-13 års alderen starter svømmerne på K2, som er klubbens bedste årgangssvømmerhold. På K2 trænes 15 timer ugentligt, heraf 12 i vand og 3 på land. Målsætningen for de fleste på holdet er at deltage i Dansk Svømmeunions mesterskabsstævner, mens enkelte går efter medaljer og topplaceringer.

På K1, som er klubbens elitehold skærpes træningsmængden op til 19 timers træning i vand pr. uge og dertil 3 – 4 pas på land. Her forventes kvalifikation til nationale junior/senior mesterskaber at være på plads. Målet vil ofte være finaledeltagelse, ligesom enkelte går efter medaljer og kvalifikation til internationale mesterskaber som f.eks. EJM.

Silkeborg Svømmeklub vil som en del af eliteSilkeborgs Talent Team og eliteAkademiet give vores mest lovende konkurrencesvømmere de bedst mulige rammer for deres hverdag som eliteudøvere. Svømmerne i Silkeborg Svømmeklub drømmer alle om at konkurrere på eliteniveau. Gennem Elite Silkeborgs ordninger kommer de tættere på at have de rammer, som skal til, for at de kan forfølge deres drøm. Allerede når svømmerne møder Talent Team i 7. klasse, er deres elitesatsning i fuld gang med 15 timers træning om ugen og weekend stævner en eller flere gange om måneden året rundt. Det giver dem en fyldt hverdag.

På ungdomsuddannelserne øges kravene – det gør de også i den daglige træning på klubbens førstehold K1. Derfor er såvel Eliteakademiet som Talent Team ordningen vigtige medspillere, som er med til at skabe nødvendig sammenhæng mellem elitemiljøet i svømmesporten og svømmernes skolegang.

På Talent Team og på Eliteakademiet får svømmerne en klasse med kammerater, som forstår hverdagen som elitesportsudøver. Svømningens tidlige specialisering betyder, at man fra en relativt ung alder skal ligge mange timer i træningen, være struktureret og disciplineret i sin hverdag. I Elite-klasserne møder svømmerne lærere og klassekammerater, som forstår livsstilen og svømmernes ambitioner. Desuden betyder Sølystskolens placering tæt på Svømmecenter Nordvest og svømmeklubbens klubhus, at de har en hverdag med nem transport. En lille ting, som betyder uendeligt meget for at svømmerne har det påkrævede overskud til deres træning. Derudover får svømmerne tilbudt supplerende landtræning to gange ugentligt. Træningen er skadesforebyggende og svømmerne arbejder på at styrke deres skulderstabilitet og corestyrke.

Silkeborg svømmeklub og Elite Silkeborg arbejder sammen om i fremtiden at skabe endnu bedre rammer for de svømmere, som er en del af EliteSilkeborgs satsning. Rammer, der er med til at nå det højeste niveau for den enkelte svømmer.

Læs mere om Silkeborg Svømmeklub