Silkeborg Efterskole har i mange år været et led i talentudviklingen af byens unge udøvere, og i løbet af de seneste år har den del for alvor taget fart.

Elever kan nu tilmelde sig idrætsspecifikke linjer inden for både fodbold, håndbold, kajak, golf og fitness/velvære. Derudover har skolen fortsat den alsidige idrætslinje, som henvender sig til den mere brede målgruppe.

For Silkeborg IF har skolen i flere år medvirket til, at de spillere, som har ønsket et efterskoleophold, har fået mulighed for dette samtidig med, at man har kunnet fortsætte med at bygge videre på fodboldtalentet sammen med holdkammeraterne i Silkeborg IF. Samtidig har det for nogle været første lejlighed til at indgå i en struktur, hvor der var mulighed for at træne i større omfang som en del af skoleskemaet. Det har især været tilfældet for fodboldspillere, som ikke havde bopæl tæt på Silkeborg by og derfor ikke havde mulighed for at gå på Talent Team fra 7. klasse.

En af dem er Mikkel Brogens, som har spillet i SIF siden U12 og har været en del af samtlige elitehold siden U13. Først fra og med skoleåret 2014/15, hvor han gik og boede på Silkeborg Efterskole, blev han også en del af uddannelsesstrukturen omkring SIF og fik på den måde et mere socialt forhold til fodboldtræningen.

Mikkel er vokset op i Hammel og har derfor ikke haft mulighed for at gå på Talent Team sammen med sine holdkammerater, og samtidig betød afstanden mellem skole og træning, at der heller ikke var meget tid tilovers til at se vennerne i Hammel uden for skoletiden.

I august 2014 begyndte Mikkel Brogens på Silkeborg Efterskoles fodboldlinje sammen med blandt mange andre flere af holdkammeraterne fra SIF, og her nød han at være en del af et sammenhold, der rakte ud over både fodboldbanen og klasselokalet.

– Det var fedt at begynde på Silkeborg Efterskole og få venner på kryds og tværs af de fire sportslinjer (håndbold, fodbold, fitness og idræt). Jeg kom kommet godt ind i fællesskabet og fik meget ud af mit år på efterskolen, fortæller Mikkel Brogens, der i en tidlig alder måtte ofre lidt mere end mange jævnaldrende for at gå efter drømmen om at spille fodbold på højt plan.

Der er på Silkeborg Efterskole mulighed for at dyrke sin idræt i en hvilken som helst klub og på forskellige niveauer i Silkeborg om eftermiddagen. Trænerne på Silkeborg Efterskole hjælper med at formidle kontakten til de ønskede klubber, og Silkeborg Efterskole støtter op med betaling af kontingent.

Et ophold på Silkeborg Efterskole giver noget helt særligt på det personlige plan og modner eleverne på bedste vis, hvilket er en stor styrke i overgangen mellem ungdoms- og senioridræt, hvad end du er kajakroer eller fodboldspiller.

OM SILKEBORG EFTERSKOLE

  • 9. og 10. klasse
  • Fokus på kost og ernæring
  • Lægger vægt på selvværd, ansvarlighed, tolerance og faglige kundskaber
  • Fodboldlinje i samarbejde med Silkeborg IF
  • Håndboldlinje i samarbejde med Silkeborg-Voel KFUM
  • Kajaklinje (elite) i samarbejde med Silkeborg Kajakklub
  • Golflinje i samarbejde med Silkeborg Ry Golfklub
  • Idrætslinje
  • Fitness og velværelinje

Læs mere om Silkeborg Efterskole og de forskellige idrætslinjer. Klik her.