IDRÆTS- 

KLINIKKEN I 

SILKEBORG 
 Reg.midt

eliteSilkeborg har et godt samarbejde med Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg, som gør det muligt for udøvere med tilknytning til eliteSilkeborg at få kvalitetssikret, specialiseret undersøgelse og behandling, når uheldet er ude.

På Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg kan eliteSilkeborgs idrætsudøvere blive undersøgt og behandlet for skader i knæ, hofte/lyske samt fod/ankel i Silkeborg i stedet for at søge lignende behandling hos private specialklinikker i andre byer.

Samarbejde har stor værdi for både eliteSilkeborg og for Idrætsklinikken. Daglig leder for eliteSilkeborg, Jeppe Fruensgaard, glæder sig over at kunne tilbyde foreningens eliteidrætsudøvere god skadebehandling, som ligger så geografisk tæt på deres hjem og lokale klub.

– Det sparer for det første udøverne for meget tid, at vi ikke skal køre til eksempelvis Aarhus eller Horsens for at få behandle skader af kompetente læger og kirurger, og samtidig betyder det meget for os, at vi kan støtte op om byens egen offentlige klinik uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten af behandlingen, siger eliteSilkeborgs leder, Jeppe Fruensgaard om samarbejdet.

Den holdning tilslutter eliteSilkeborgs fysioterapeut, Thomas Hjort, sig:

– Det er stort, at vi har fået et så godt samarbejde til en af Danmarks største offentlige idrætsklinikker med så dygtige speciallæger. Vi har at gøre med nogle af landets allerstørste navne inden for flere forskellige idrætsgrene, og det er meget vigtigt, de bliver behandlet helt rigtigt, når de rammes af skader, og Idrætsklinikken har mange gange vist, at de tilbyder topbehandling på det her niveau.

Idrætsklinikken har et tæt, tværfagligt samarbejde i et team bestående af specialuddannede medarbejdere med stor ekspertise inden for idrætsskader, og med moderne udstyr som ultralydsscannere og måleudstyr kan klinikkens læger hurtigt stille sikre diagnoser og sikre den korrekte behandling. Samarbejdet med byens sportslige elite har høj prioritet for overlæge, Kaspar Saxtrup, som fortæller, at man på klinikken ønsker at holde Silkeborgs eliteudøvere i byen og give dem et offentligt behandlingstilbud ved dygtige, kompetente læger i højeste national og international standard.

– Vi er meget glade for, at vi har så stærkt et produkt, at vi kan behandle nogle af landets – endda verdens dygtigste eliteidrætsfolk, når de bliver skadet. Vi er en meget praktisk orienteret klinik med speciallæger i flere områder, så vi både kan klare knæ-, hofte/lyske- samt fod/ankelskader, fortæller Kaspar Saxtrup.

Klinikken er endvidere aktiv i flere videnskabelige undersøgelser både lokalt på Regionshospitalet Silkeborg og i samarbejde med andre hospitaler i Region Midtjylland.

Læs mere om Idrætsklinikken på Regionshospitalet Silkeborg. Klik her.